Om min fars død og om tilgivelse

22. juni 2020

- Er du bange for at dø? - spurgte jeg ham. Han var meget syg, og hang i med neglene, for at leve bare én dag mere. - Nej, svarede han, jeg er ikke bange for at dø. Han holdt vejret lidt inden han sagde: - Jeg synes bare jeg har været sådan en dårlig far. Og så græd han.

Det var en af de sidste samtaler jeg havde med min far, inden han døde på Hospice Sjælland i juni sidste år. Forinden var der kun gået et halvt år med en svær kræftsygdom, der hurtigt og sikkert overtog hans krop.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham, og han spurgte jo heller ikke direkte om noget. Han prøvede på sin måde, at sige undskyld for det enorme fravær, han havde udsat mig for igennem hele min barndom og også mit voksne liv.

På en måde er jeg ikke i tvivl om, at han havde nogle kærlige følelser for mig, men han evnede ikke at omsætte de følelser til handling. Han evnede ikke at give nærvær eller samvær til mig igennem mit liv. Faktisk havde han alle dage sat sig selv og sine egne behov først.

Igennem mit liv har jeg forsøgt at forstå, hvad der afholder en forældre i at gøre alt for sit barn. Prøvet at forstå hvad der havde gjort, at jeg skulle savne og mangle min far igennem min barndom. Ja faktisk, givet mig selv skylden for, at jeg ikke fik det jeg havde brug for. Måske hvis jeg havde været en bedre datter, havde jeg fået det.

Min opvækst med svigt

Ikke bare savnede jeg ham, jeg var også blevet afvist utallige gange og fortalt at jeg ikke var god nok. Det skete ved mange irettesættelser og skældud, når jeg besøgte ham og hans nye familie, og havde så svært ved at tilpasse mig. Selvom jeg virkelig prøvede at være den datter, han måske ville elske og være der for.

- Han blev til en anden, fortalte jeg min terapeut. Dengang han flyttede, blev han en anden far end jeg havde kendt. Terapeuten hjalp mig med at få fat i vreden over det store svigt, ja forræderi imod et barn, imod mig.

I den nye familie skulle det være fint og flot. Gamle dyder var vigtige. Vi måtte ikke snakke ved bordet, vi skulle rette ryggen, samle knæene og tage albuerne ned. Min far havde travlt med at blive en stor og fin mand, med gang i karrieren og et flot hjem. - Tænk hvis du skulle til middag hos dronningen og spiste så grimt, den bemærkning har jeg ofte hørt. Og jeg forstod den ikke, for hvordan skulle jeg komme til middag der?

Hjemme hos min mor var der kaos, hos min far var der kontrol. Hos min mor legede vi med maden og spiste kun med gaffel. Stadig den dag idag synes jeg det er sjovt, når børn leger med maden. Mig og min søster sad ofte alene og spiste i køkkenet. Vores mad blev omdannet til marker med korn og dyr, ærterne var skoven og vi mosede og æltede det hele, før vi spiste det og havde det enormt sjovt.

Ofte var vi også alene og fik ikke noget at spise. Så legede vi, eller skændtes og smed ting efter hinanden. Indtil naboen kom og bad om ro og spurgte hvor vores mor var henne. - På arbejde, var det faste svar. I virkeligheden var hun på værtshus og kom først hjem sent om natten.

De to verdener prøvede jeg at tilpasse mig, uden hjælp. Min mor var bitter over at være forladt og tænkte også mest på sig selv. Hun var desværre også psykisk ustabil og misbruger. Jeg troede det var hemmeligt dengang, at ingen vidste det, heller ikke min far.

Og børn tilpasser sig det mest utrolige. Det er en evne vi har med fra fødslen. Vi bliver født som det mest hjælpeløse dyr i verden, derfor også som det mest tilpasningsdygtige, det kræves af os for at overleve. Det er derfor vi kan høre historier fra voksne mennesker, ja også fra børn, og undres over at de ikke er gået mere i stykker indeni.

Måske har de haft en anden voksen, der har taget sig af dem, og givet dem noget af den kærlighed og omsorg, som forældrene ikke magtede. Jeg havde i hvert fald sådan en person i mit liv, jeg havde flere faktisk. Men jeg ville ønske, at det havde været mine forældre.

Tilpasning har konsekvenser

Tænk på hvor mange mennesker, måske endda dig selv, der stadig prøver at tilpasse sig andre, samtidig med at de er utilfredse med det. Utilfreds og måske med et stort tomt sted indeni, der bare vil fyldes ud med den omsorg og kærlighed, der har manglet. Hvor følelser af at være forkert og ikke god nok fylder, sammen med en vrede og frustration over den uretfærdige mangel på kærlighed.

Vi har brug for at vores forældre elsker os og giver os den støtte, omsorg og læring, der skal til for at vi kan vokse op som hele, selvhjulpne og autentiske mennesker.

Mange svigtede børn er selvhjulpne på et praktisk plan. Men på et følelsesmæssigt plan kan de være hjælpeløse, og ikke turde bede om det, der er brug for. Der har jeg selv været. Jeg har klaret rigtig mange kriser og oplevelser igennem mit liv. Og jeg har haft svært ved at bede om hjælp, haft svært ved at sige min mening og ofte følt mig forkert og malplaceret.

Et eksempel på en konsekvens af tilpasning, er at jeg i mange år ikke brød mig om at spise sammen med mennesker, jeg ikke kendte godt. At sidde ved et bord og indtage en middag, være social og prøve at bidrage med god stemning, var en plage for mig. Jeg rødmede ofte, havde svært ved at konversere med sidemanden. Syntes de nu at jeg spiste grimt, tog jeg for meget af maden, synes de overhovedet jeg havde noget interesant at byde ind med.

Bingo, den kan føres direkte tilbage til middage med min far og hans nye familie.

Hunger efter kærlighed

Mange voksne børn prøver stadig at tilpasse sig deres forældre. De går stadig med et håb om at forældrene ændrer sig, at forældrene indser hvad de har brug for og giver det frivilligt.

Måske danser du rundt om dine forældre og kommer ved det mindste vink. Du nænner ikke at såre dem og sige din mening om dem. Eller at stille krav om, hvordan samværet skal være, hvad du har brug for at de gør, så du stadig har lyst til at være sammen med dem.

Men det nytter at stille krav. Det nytter for din egen skyld. Hvordan har du brug for at dit forhold til dine forældre skal være? Hvad vil du stille op til? Du er nemlig som voksen fri til at forlade det, du ikke bryder dig om. Du behøver ikke længere forsøge at gøre dine forældre tilfredse, så du kan overleve med dem.

Du er fuldt ud i stand til at overleve uden dem. Og du skylder dem ikke noget. Det er noget mange tror de gør. Dine forældre bør være glade og taknemmelige, hvis det er lykkedes for dem at skabe en relation og en samhørighed med dig, der gør, at du har lyst til at være sammen med dem. At du føler kærlighed til dem, som de føler kærlighed til dig.

Det kan være overordentligt svært at stille krav til sine forældre om, hvordan man ønsker en voksen relation til dem skal være. Det kræver oftest en god terapeut, en der hjælper dig igennem processen, så du kan bearbejde de svigt, du har været udsat for, uden at konfrontere dine forældre. De gjorde det de evnede dengang og det er sjældent man møder forståelse og anger. I stedet kan man lære at rumme de svigt man har været udsat for, lære at give sig selv det der mangler, lære at finde kærligheden et andet sted.

Jeg har selv været i den proces og fået god støtte. Jeg har følt mig egoistisk undervejs, men det har været godt at lære at være med den følelse. Den blev min rettesnor, for når jeg følte mig egoistisk, så dækkede jeg mine egne behov. Jeg fik sluppet mine forventninger om, at mine forældre ændrede sig. På trods af snakke med dem om det, så blev de ikke til de forældre og bedsteforældre, jeg ønskede de skulle være. Derfor så jeg dem også sjældent de seneste år og de blev ikke en stor del af mit, mine børn og børnebørns liv. Det havde jeg undt alle parter at være, men sådan blev det ikke.

Tilgivelse

Nu sad han så der, min far, og var lillebitte og så syg og uden kræfter, og bad indirekte om min tilgivelse. Og jeg vidste simpelthen ikke om jeg kunne give ham den. For hvordan skal et barn kunne tilgive sine forældre for svigt, der har påvirket et selvbillede og et liv så voldsomt, i mange mange år.

Den sidste tid med min far var meget intens. Jeg var drænet, træt og uden ressoucer. Min krop var stresset efter måneder i alarmberedskab. Og nu følte jeg, at jeg skulle forholde mig til om jeg kunne tilgive ham.

Tilgivelse betyder, at du ikke er vred længere, at du visker krænkelsen bort fra dit sind og lader solen gå ned over det hele. For mig ville det være det største svigt af mig selv. Jeg kan ikke med et ord viske mit liv og mine følelser væk, for at en anden kan føle sig bedre tilpas.

Jeg gik ud til sygeplejersken og snakkede med hende. - Skæld ham ud, sagde hun, få det ud, fortæl ham hvordan du har haft det. Men det var ikke det jeg havde brug for. Jeg er ikke engang sikker på at det nytter noget, at fortælle det til en forældre. Tænk hvis han begyndte at forsvare det, eller forklare det med sin egen opvækst. Det ville jeg ikke byde mig selv.

I allersidste øjeblik indrømmede han, at han havde været en dårlig far. Og hånden på hjertet, kunne jeg ikke rigtig tage det ind, lige der. Han var stadig optaget af hvordan han selv havde det, han kunne ikke være med sine egne dårlige følelser. Det kan jeg sagtens føle sympati for, men at tilgive, så han kunne føle fred før døden, det var jeg ikke sikker på at jeg kunne.

Så jeg løj.

Efter et par timer tog jeg det op med ham og sagde: - Vi har tilgivet, at du var en dårlig far. Han græd og sagde - Har I? - og var synligt lettet. Få dage senere døde han.

Bagefter er der mange ting, jeg godt ville have spurgt ham om. Men så husker jeg mig selv på, at jeg sansynligvis ikke havde fået de svar jeg ønskede, at svar på svigt igennem en hel barndom ikke kan blive tilfredsstillende. - Ah det var derfor, jamen så forstår jeg det hele meget bedre. Det er pænt urealistisk.

Hvorfor sagde jeg det så til ham alligevel? Hvordan kunne et sidste øjebliks erkendelse hos ham, fjerne over 50 års svigt og ligegyldighed?

Jeg ved ikke hvordan han har haft det indeni med sig selv i alle årene. Jeg kan kun se på den adfærd der har været, eller ikke har været der. At sige til sit barn at man elsker det og tænker på det nat og dag, er ikke det, der skaber en relation og en tilknytning. Det er det samvær og de oplevelser man har sammen. Det andet er blot ord. Der skal handling bag ordene for at skabe samhørighed.

Han havde været enormt tapper under sin sygdom. De sidste måneder prøvede han at give sin kærlighed. Han var taknemmelig for vores støtte og hjælp, og vi havde mange gode snakke om hans liv. Jeg tror han opdagede hvad han skulle miste og hvad det betød for ham, og så angrede han og gjorde hvad han magtede, for at være der.

Jeg overvejede længe om jeg kunne sige det til ham. Han var skrøbelig og sårbar, mens han ventede på døden, han var som et lille barn. Og det var præcis det lille barn jeg så, og et lille barn kan jeg oprigtigt sige at jeg tilgiver. Min voksne far tilgav jeg ikke.

Men i dag kan jeg forlige mig med, at sådan var det dengang. Det havde jeg ingen indflydelse på, det lever jeg med, det er blevet en del af min historie og hvem jeg er i dag. Jeg kan prøve at forstå det, og se det i en større familiehistorisk sammenhæng og i det land og den tid jeg er opvokset i.

Så jeg vil hellere tilgive mig selv. Tilgive og rumme, at jeg stadig kan have brug for trøst og omsorg. At jeg ikke kan klare alting selv og har brug for hjælp. Og så være stolt af, at jeg i dag kan bede om det jeg har brug for, og glædes over at jeg også kan få det eller give det til mig selv.

Hvil i fred kære far. Din barndom har heller ikke været for børn.