Tager du ansvar for kommunikationen med din eks.?
Eller kommer du til, som min mor gjorde, at inddrage dine børn, når der skal laves aftaler? Eller som min far, der tog mere hensyn til sig selv og sin kone, end til sine børn? Læs og se om du kan genkende noget i historien.
Da jeg var 6 år blev min mor og far skilt. Det var min far der flyttede fra min mor, og det havde hun det ikke nemt ved. Han flyttede i første omgang ud på et lejet værelse hos en kvinde. Kvinden blev senere hans kæreste og senere igen hans kone.
Børn skal ikke involveres i forældrenes problemer med at kommunikere, det skal børn beskyttes mod.
Min mor havde selvfølgelig og helt naturligt brug for at snakke med min far engang imellem. Dengang jeg var barn kunne man enten ringe på fastnet telefon eller skrive et brev og sende med posten.
Min mor valgte at ringe. Eller det gjorde hun faktisk ikke. Hun fik os børn til at ringe op for sig. Hvorfor hun ikke selv ringede op, ved jeg ikke. Dengang troede jeg hun ikke måtte snakke med vores far for hans nye kone, Elin. Men det kan ligeså godt være, at hun ikke ville risikere, at Elin tog telefonen når hun ringede. Det står hen i det uvisse.
I hvert fald måtte min søster og jeg jævnligt ringe ham op. Vi havde ikke noget valg, eller det tænker man ikke på som barn at man kan have. Vi blev ikke spurgt om vi ville.
Jeg synes det var meget besværligt dengang. Nogle gange lavede jeg jo noget andet, læste en bog, så fjernsyn eller sad i egne tanker. Og så skulle jeg forholde mig til min mors behov for at snakke med min far.
Hver gang blev jeg opmærksom på misforholdet imellem dem, og min mor lagde ikke filter over hendes negative og vrede holdning til hverken min far eller hans nye kone.
Men altså, vi satte os ved telefonen i stuen. Tog røret op, drejede på nummerskiven og ventede på, at der blev svaret i den anden ende. Var det vores far, der tog telefonen gav vi efter et kort "Hej, mor vil tale med dig" røret videre til vores mor.
Var det hans nye kone, var det "Hej Elin, må vi gerne tale med far" og når han så kom til telefonen: "Hej far, mor vil gerne tale med dig" og gav røret videre til vores mor. Det kørte sådan set rutinemæssigt og tog ikke så lang tid.
Lige indtil en dag min far gjorde det meget mere besværligt. Han sagde nemlig:
"I kan altså godt snakke med Elin først, når I ringer. I kan godt spørge om hvordan hun har det. Hun synes det er mærkeligt og bliver ked af, at I bare ber' om at snakke med mig!"
For f..... altså. Vi gad jo ikke snakke med nogen af jer! Det var jeres underlige relation, som ingen tog ansvar for at fikse, der involverede os børn hver gang I skulle snakke sammen.
Nu blev en ellers rutinepræget opringning til en lille teaterforestilling:
"Hej Elin, hvordan går det? Har du det godt? Jo tak, jeg har det fint, ja vi ses snart og tak for dejlig mad sidst. Ja vi er raske og hvad med dig?" Osv. osv. ... Imens vi ventede på, at hun endelig sagde: "Vil du gerne snakke med din far?"
For vi ville jo ikke have hun var ked af det, og måske synes vi var nogle mærkelige og ligeglade børn. Vi ventede altid på, at hun spurgte.
Så kom vores far endelig til telefonen: "Hej far, mor vil gerne snakke med dig". Røret rakt videre til vores mor, som undervejs havde rullet med øjnene og vist sit mishag. "Hvorfor skal I nu snakke med hende". Det var ikke let at gøre de voksne tilfredse!
Der skete jo desværre mere end at min tid blev brugt af voksne mennesker, der ikke kunne finde ud af at lave aftaler om at snakke sammen. For selvfølgelig har forældre brug for at tale omkring deres børn, også når de er blevet skilt.
Der skete det, at jeg følte mig forkert. Min mor kunne have forlangt af min far, at selvfølgelig skulle hun kunne ringe hjem til ham. Men det gjorde hun ikke. Det var lettere at få os børn til det.
Min far vidste godt, at vi ringede fordi vores mor skulle tale med ham. Hvorfor irettesatte han os for ikke at tale med hans kone? Der har helt sikkert været noget han ikke talte med hende om. Det var måske lettere for ham at forlange noget af os? Det står også hen i det uvisse.
Jeg husker stadig den tristhed det medførte for mig, at blive involveret i mine forældres problem med kommunikation. Deres problem med ansvar, deres problem med at stille krav til hinanden. Deres problem med at beskytte os børn imod deres problemer med hinanden.
Ideelt set bør det jo være fuldstændig naturligt og klart, at selvfølgelig snakker forældrene sammen om deres børn. Har den nye kæreste et problem med det, så skal de få det løst. Har du et problem med at få det formidlet, så bør du også få det løst.
Hensynet skal altid være til børnene først, ikke til et voksent menneske.
